Om os

Her vil vi løbende tilføje information om hvem vi er, vores politiske holdninger, hvad vi laver m.m.

Lukas Slothuus:

Født i 1990 i det mørke Sønderjylland. Jeg kedede mig grusomt i folkeskolen, men heldigvis formåede min klasselærer at indføre en form for undervisningsdifferentiering der fungerede glimrende. Af samme grund er jeg en stærk fortaler for forsøgsordninger med undervisningsdifferentiering, og på længere sigt en komplet implementering i fald forsøgsordningerne giver en positiv effekt.
I 2006 begyndte jeg på Amtsgymnasiet i Sønderborg, hvor jeg oplevede indoktrinering af værste skuffe i samfundsfagstimerne. Heldigvis er jeg ikke så letpåvirkelig, og jeg husker tydeligt da læreren sagde: “jeg må nok hellere opgive at påvirke dig og din liberale tankegang”. Nogle åd dog propagandaen råt.

Under en samtale med min studievejleder nævnte han muligheden for et udenlandsophold; en idé jeg havde haft i tankerne i et længere stykke tid. Han anbefalede mig at tjekke fænomenet UWC ud, hvilket jeg straks gjorde: Nu sidder jeg så i den norske ødemark med andre elever fra mere end 80 forskellige lande. Dette giver et uvurderligt indblik i tankegangen hos både religiøse fanatikere, matematikgenier og politisk engagerede mennesker fra både det tidligere Sovjet, Chavez’ socialistregime i Venezuela, Israel, Palæstina og mange andre højspændte områder.

Da jeg gik til “præst” i folkeskolen var jeg oprigtigt religiøs, men efterhånden som jeg blev klogere indså jeg, at jeg ikke kunne (og kan) stå inde for de blodsudgydelser der er sket i kristendommens navn. Som dagene går, og verdens konflikter optrappes, bliver jeg mere og mere kritisk overfor religion, og er i dag på et stadie, der bedst kan betegnes som religionskritisk agnostiker. Jeg har dog gået på en Grundtvigsk efterskole, og er pga. mine gode oplevelser her fortaler for hele efterskolekonceptet, men i en revideret udgave.

Mine fremtidsplaner går på at studere videre på et udenlandsk universitet (helst i Storbritannien), og på et tidspunkt træde ind i dansk politik.

Og nå, ja, jeg er jo forresten også medlem af Liberalisterne. Mest fordi jeg gerne ville støtte et godt initiativ, ikke fordi jeg nødvendigvis er helt enig med deres holdninger.

Mads Egedal Bruun:

Frimarkedskapitalist fra Roskilde. Siden jeg blev født i 1990 (som i øvrigt er et af de bedste år for franske vine) har mine forældre påvirket mig til at tro på, at den borgerlige side er den rigtige. Siden 2002 er jeg dog begyndt at have de rigtige og mine egne argumenter klar. I 2005 meldte jeg mig ind i Konservativ Ungdom, men det blev dog en kort karriere, eftersom jeg et år senere meldte mig ud igen. Af ideologi hælder jeg mere til liberalisme end til konservatisme, selvom jeg både kan se styrker og svagheder i begge.

Ti år i folkeskolen gav mig et glimrende socialt liv, men det faglige var under al kritik. Den ene socialistiske folkeskolelærer udstyret med en Fjällräven efter den anden forsøgte med succes at overbevise eleverne om, hvor forfærdelig den borgerlige regering er. Der var dog også lyspunkter, og tro det eller ej, der var faktisk nogle kompetente lærere, men det var dog en minoritet. Efter folkeskolen gik jeg direkte på gymnasiet for at tage en STX-eksamen, men efter tre uger i en socialistisk højborg kunne jeg ikke tolerere den skræmmende slemme munddiarré, som jeg blev udsat for. Jeg skiftede til Roskilde Handelsskole, hvor især de økonomiske fag forbedrede min oplevelse af det danske skolesystem, men det er stadigvæk ikke godt nok. Der går skræmmende mange elever rundt i det danske skolesystem, som ikke går der af lyst, men af nød. Derfor mener jeg, at adgangskravene til de danske uddannelser bør skærpes for alle implicerede parters skyld.

Grundet mine tvivlsomme erfaringer med det danske skolesystem, er jeg nu glad for, at jeg har chancen for at gå på Red Cross Nordic United World College i Norge, som generelt består af elever, som går der, fordi de virkelig har lyst til det. Dette skaber et miljø, som er enestående.

Leave a response

Your response: