Posted by: Mads Egedal Bruun | 21, marts, 2008

Giv os flere penge… Så redder vi hele verden.

Dette synes at være den gennemsnitlige danske gymnasieelevs opfattelse af Danmark – og i særdeleshed af det danske undervisningssystem.

Lad mig dog for første og formentlig også sidste gang starte med at komplimentere den røde organisation Danske Gymnasieelevers (Socialist)Sammenslutning, når de i det politiske papir Vores uddannelse – Alles velfærd argumenterer for, at uddannelse er et af de vigtigste organer i det danske samfund. Hovedpointen er vel det eneste korrekte, når man gennemlæser, hvordan DGS propaganderer i en sådan grad, at Sovjets propagandamaskine kommer til at ligne en demokratikanon.

Overordnet set, skal vores politiske arbejde inddrage vores forståelse for sammenhængen mellem vores uddannelse og velfærdssamfundets fremtid. Især problemerne med ulighed i uddannelsessektoren skal vi modarbejde. Både økonomisk, social og kulturel ulighed er uretfærdig for den enkelte elev, og skadende for samfundet i sidste ende, da færre vil få en kompetencegivende uddannelse.” – DGS: http://www.dgsnet.dk/fundanemt/files/AK07/output/Vores_Uddannelse_-_Alles_Velfaerd.pdf

Hvad er kulturel ulighed?
Ovenstående uddrag er ovenud interessant, eftersom ordet ulighed bliver benyttet flere gange. Det er jo også noget værre noget med den ulighed. Tænk hvis nogle mennesker bliver rigere, mens andre ikke oplever økonomisk vækst. Det er jo hamrende relevant for uddannelsesdebatten. Det er da soleklart. Vi skal jo alle sammen være lige. Vi skal alle have syv i gennemsnit, og vi må ikke føle os bedre end de andre. Hvis vi er dygtige, når vi træder ind i det danske gymnasiesystem, skal tre års hjernevask på et dansk gymnasium da nok få udviklet os til at være middelmådige betonsocialister, som er sikre på, at alle borgerlige er nogle onde kapitalister, som spiser små børn til morgenmad, udnytter den hårdtarbejdende arbejder, er skaberne af den globale opvarmning og er ligeglade med alle verdens problemer. Hvis man ikke er en af disse venstreorienterede skabninger inden man træder ind i gymnasiet, har DDRs sidste bastion, den danske folkeskole, fejlet. Så er det jo heldigt, at gymnasiet i hvert fald kan hive en sidste selvstændig tanke ud af elevernes hjernebark.

Nu har vi så en borgerlig undervisningsminister, som vel nok skal have prisen for at være den mest visionsløse og inkompetente minister i regeringen. Det skal slås fast med syvtommersøm, at jeg ikke er imod Bertel Haarder på grund af, at han eftersigende står for lidt nedskæringer i uddannelsessektoren. Vi har det dyreste skolesystem i verden, så mon ikke det kan klare et par nedskæringer, da problemet ikke er manglen på penge – det er indstillingen.

Især folkeskolesystemet er en institution, som åbenbart finder det sociale vigtigere end det faglige. Og ja, det sociale er vigtigt, men ti år er lang tid at bruge på at lære at være social.

Folkeskolen og gymnasiet er lette, middelmådige skolesystemer, som ikke tillader de dygtigste elever at blive bedre.

Lærerne og eleverne er enige om en ting: Hvis vi bare får en masse penge, skal systemet nok blive godt.

DGS laver gang på gang aktioner imod nedskæringer, men det ser ud til, at de har glemt, at systemet ikke bliver ordentligt så længe, at nogle brokker sig over at gymnasiet er for hårdt for eleverne. Hvis man finder det danske gymnasium for hårdt, er der heldigvis mange alternativer. Det danske gymnasium er en uddannelsesmulighed for dem, som føler sig dygtige og engagerede nok til at gå der, men så længe en organisation som DGS forpester uddannelsesdebatten herhjemme, og så længe Bertel Haarder er minister, sker der intet.

Uden visioner og målrettethed opnår vi aldrig et system, som vil være i stand til at tilbyde en kompetencegivende uddannelse, som DGS ønsker.


Leave a response

Your response:

Kategorier